Sagen kort

Mit gulv skulle anlægges på et eksisterende parketgulv. Jeg blev på ingen måde advaret om, at dette kunne give problemer i form af, at gulvet ikke ville ligge helt stabilt, eller at det kunne komme til at knirke meget af at arbejde “imod” det oprindelige gulv.

Det resulterende gulv – som jeg bestilte fordi det skulle være lydisolerende – giver efter og knager flere steder, og det har vist sig urimeligt svært at få Hummels Gulvservice til at udbedre dette. Jeg har kontaktet dem over 50 gange for at klage over mangler, eller rykke for svar eller lovede opringninger, eller anden overholdelse af aftaler vedrørende disse. Men de fleste henvendelser er simpelt hen forblevet ubesvarede.

Derfor har jeg indklaget firmaet til Byggeriets Ankenævn. Som afgjorde, at gulvet har mangler og anviste nogle udbedringer, som skulle udføres; ellers skulle Hummels Gulvservice betale mig kr. 5000,- til dækning af manglerne. Ingen af delene er sket og efter flere rykkere for betalingen befinder sagen sig nu hos fogedretten.

At firmaet ganske enkelt har ignoreret de fleste af mine henvendelser er en af de vigtigste grunde til at lave denne side. Det koster ulejlighed og penge for hosting, men jeg synes, at en dårlig anmeldelse er særdeles fortjent, og at det er vigtigt, at andre bliver advaret imod firmaet.

På denne side nævner jeg kun mig selv ved fornavn. Hummels Gulvservice ved dog godt, hvem der har lavet den – men frem for at tilbyde noget for at nå til enighed, har firmaet truet med at sætte en advokat på mig for at få siden nedlagt!

Alt hvad der står på denne hjemmeside er imidlertid sandt og kan dokumenteres. Der er kort sagt ikke tale om injurier.

Situationen er, at jeg går og ærgrer mig over at have brugt Hummels Gulvservice. Det kan jeg altså unde andre at blive fri for.

 

Skriv et svar